Ny strategisk fokusering på infrastruktur betyder færre tjenester

Forskningsnettets styregruppe traf på sit møde den 18. maj en strategisk beslutning om, at Forskningsnettet fremover skal fokusere sin indsats på at levere tjenester indenfor infrastruktur og forbindelser til de tilknyttede institutioner. Derfor skal Forskningsnettet ikke fremover beskæftige sig med tjenester, der primært omhandler indhold og anvendelser.

Forskningsnettet vil fremover fokusere på kvalitetssikring og udvikling af tjenester indenfor det nye strategiske fokusområde.
Konsekvensen er, at nogle af de tjenester, som Forskningsnettet i dag udbyder, ikke længere er indenfor det strategiske fokus. Det drejer sig om tjenesterne edumedia, e-læring og jura, video i undervisningen samt tidsskriftet Læring og medier.

De berørte tjenester er i dag succesfulde tjenester med en voksende og aktiv brugergruppe. Ændringen skyldes alene styregruppens ønske om, at Forskningsnettet fremover skærper sin profil som leverandør af infrastruktur og forbindelser. Forskningsnettet vil nu arbejde på at finde andre organisationer, som kan overtage og videreføre tjenesterne. I den periode vil tjenesterne forsætte uændret.

Læs referatet fra Forskningsnettets styregruppemøde den 18. maj.

For yderligere information kontakt Netsekretariatschef Steen Pedersen, telefon 4525 1056 eller formanden for styregruppen Børge Obel 8948 6210